Nyheder fra DSFAM

 05.01.26:

Nekrolog – Peter Ege

Dansk misbrugsbehandlings nestor, fhv. socialoverlæge Peter Ege, er død 84 år gammel. Peter Ege blev socialoverlæge i Københavns kommune i 1993 og dermed den første overlæge på stofmisbrugsområdet herhjemme. Valget af samfundsmedicineren Peter Ege på denne post var intet mindre end et scoop for landets største amt, der i 1996 skulle overtage ansvaret for flere tusinde metadonpatienter fra almen praksis.

Baggrunden var en lovændring, som gav amterne monopol på substitutionsbehandling med metadon. Udfordringen bestod i en udbredt modstand mod substitutionsbehandling blandt institutionerne og personale. Og her vandt Peter gehør som det faglige fyrtårn, der havde styr på den medicinske evidens og forstod at forklare koblingen mellem den lægelige og sociale behandling af stofmisbrug. Han var tværfagligt orienteret og havde nemme ved at bygge bro over de faglige kløfter.   

Peter havde sin første ansættelse på Blegdamshospitalets medicinske afdeling. Vejen syntes banet for en traditionel lægekarriere, da han blev indfanget i arbejdet med samfundets svageste. Anledningen var kusinen, socialrådgiver Tine Bryld, som var leder af et Kontaktcenter for unge stofbrugere på Nørrebro. Her blev Peter huslæge i 1969.

Den var i stofbehandlingens barndom, hvor brugerne var unge og målet var stoffrihed per se, og hvor alle mente, at man måtte kunne behandle sig ud af problemet. Substitutionsbehandling var ikke stuerent – og slet ikke blandt venstresnoede læger som Peter, der betragtede metadon som en camouflering af samfundsskabte problemer.

Peter blev imidlertid også den, der bed hovedet af al skam og gjorde op med paradigmet om stoffrihed som eneste behandlingsmål. Det skete under hans ansættelse i Alkohol- og Narkotikarådet i startfirserne gennem publikationerne ”Metadon og hvad så?” og ”At møde mennesket hvor det er”, som markerede et opgør med den hidtidige paternalistiske tilgang.

Misbrugsområdet er på mange måder et minefelt, som nemt kalder på følelser og fordomme. Ikke nemt for en embedsmand, der samtidig har lyst til at være policy-maker. Peter forstod imidlertid at vælge sine kampe med omhu. Han brugte behændigt sine forskellige kasketter fra kommunen, Lægeforeningen, Narkotikarådet og Sundhedsstyrelsen. Og så havde han gode kanaler til dagspressen, der nærmest profetisk kunne forklare socialdirektionen, hvad den måtte mene i denne og hin sag. 

Som kliniker udfoldede Peter sin varme og forståelse for stofbrugernes komplekse problemer, at behandlingen er underlagt det muliges kunst, og at omsorg også er behandling. Man anede her den stærke påvirkning, han som ung læge fik af overlæge Svend Heinild på Rigshospitalets socialpædiatriske ambulatorium.

Efter pensioneringen som 70-årig blev han hædret af Dansk Selskab for Addiktiv Medicin med et daglangt symposium, der fyldte Rigshospitalet store auditorium til sidste plads. Bagude lå fire årtiers flittig produktion af bøger, rapporter, artikler, oplæg og indspark i den offentlige debat, der cementerede hans profil som sin generations mest vidende og indflydelsesrige læge på feltet rusmidler, afhængighed og behandling heraf.      

Peter var uhyre velbevandret såvel faglitterært som i prosa, og til hans kæreste læsning hørte A.A. Milnes Peter Plys. Peters faible for livet i 100-meter skoven og dens forskellige arketyper gav hyppigt anledning til citater og hentydninger, altid venligt og velment – som selveste Peter Plys.     

Han efterlader sig hustruen Bodil og to børn samt børnebørn.

 

Æret være hans minde

Helle Petersen, Christian Hvidt, Thomas Fuglsang

 09.09.25:

Guideline til læger om børn, unge og opioider

Dansk Selskab for Addiktiv Medicin har sammen med tre andre faglige selskaber udarbejdet en Guideline til læger, der behandler børn og unge med skadeligt brug eller afhængighed af opioider.

Målgruppen er læger på de kommunale rusmiddelcentre, almen praksis, somatiske og psykiatriske afdelinger samt Kriminalforsorgen.  

De øvrige tre faglige selskaber bag guideline er: Dansk Pædiatrisk Selskab, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab samt Dansk Selskab for Klinisk Farmakologi.

Link til publikationen findes her og kan også downloades fra hjemmesiden under Publikationer/Retningslinjer.

03.06.25:

Advarsel om nitazener i falske Oxycontin blisterpakninger

Se Sundhedsstyrelsens advarsel her  

28.04.25:

WEBINAR om substitutionsbehandling i psykiatrien

Følg med på dette WEBINAR den 12. maj 2025 kl. 14-15 om de kliniske retningslinjer for substitutionsbehandling i regionernes integrerede dobbeltdiagnosetilbud. Retningslinjerne er udarbejdet af en arbejdsgruppe under DMPG (Danske Multidisciplinære Psykiatri Grupper), som er setableret på tværs af regionernes psykiatri.

Læs mere her om tilmelding til webinaret

 

19.08.23:

Høringssvar til Sundhedsstyrelsen vedr. udformningen af den nye speciallæge uddannelse

Se rapporten fra Sundhedsstyrelsen her

Læs DSFAM’s høringssvar her

06.07.23:

DSFAM har i dag udpeget medlem af bestyrelsen til at indgå i Sundhedsstyrelsens arbejdsgrupe vedr. “De Nationale kliniske anbefalinger for udredning og behandling af svære psykiske lidelser og eventuelt samtidig misbrug”