Dansk Selskab for Addiktiv Medicin (DSFAM) er et lægevidenskabeligt selskab, der har som formål at fremme lægelig behandling og forskning på stof- og alkoholområdet.

DSFAM er stiftet i 1999 og har gennem årene afholdt en række møder og konferencer, som har samlet læger, forskere, beslutningstagere og behandlere fra forskellige faggrupper til møder om en vifte af emner. Nævnt I flæng: Misbrugsmedicin, behandlingsmetoder, somatisk og psykiatrisk komorbiditet, social- og sundhedspolitik, lovgivning og reformer. Emnernes bredde og mødernes form har ved enkelte lejligheder samlet op til 300 deltagere fra store dele af Danmark.

Selskabet blev i 2003 optaget i Dansk Medicinsk Selskab (nu LVS). Gennem årene har selskabet været repræsenteret i en række centralt nedsatte arbejdsgrupper samt bidraget med høringssvar til ny lovgivning på stof- og alkoholområdet.

Selskabet ledes af en bestyrelse, der har vedtaget følgende arbejdsprogram:

PRÆ- OG POSTGRADUAT UDDANNELSE I MISBRUGSMEDICIN

Lægestudiet efterlader de færdige kandidater med et dårligt afsæt til at identificere og håndtere misbrugs- og afhængighedstilstande hos deres kommende patienter. Selskabet vil derfor påvirke fakulteterne til at gennemføre en udvidelse af pensum. Det står også ringe til med de postgraduate kurser for kommende speciallæger I fx almen medicin og psykiatri, som samlet har 1-2 dage til gennemgang af alkohol og øvrige rusmidler.  Selskabet vil på denne baggrund søge at påvirke de medicinske fakulteter til at foretage en tiltrængt udvidelse af pensum og læseplaner.

I forbindelse med kommunalreformen i 2007 har rusmiddelbehandlingen været forankret i 98 kommuner. Kommunalreformen har imidlertid været kendetegnet ved manglende faglige planer for mange kommunale områder/indsatser, herunder også rusmiddelbehandlingen, og samlet set har rusmiddelbehandlingen på nationalt niveau været præget af meget stor diversitet, såvel organisatorisk som i forhold til kvaliteten af behandlingen.

Det lægelige arbejde på de kommunale misbrugscentre lider under fraværet af en regulær specialistuddannelse, som har vist sin berettigelse flere steder I udlandet – fx Norge, som siden 2009 har uddannet over 100 speciallæger i “rusmedisin”. Og selvom sådanne tanker næppe harmonerer med den danske sundhedsstyrelses specialeplanlægning, kan mindre også gøre det.

Selskabet vil derfor fokusere på beskrivelsen af et rusmedicinsk fagområde, der med god mening kan række ind over andre relevante specialer som almen medicin, psykiatri og samfundsmedicin.  

SOCIAL ULIGHED I SUNDHED

Den aktuelle debat om skævvridningen af sundhedsvæsenet næres aktuelt af ventelister, geografiske forskelle i tilgængelighed og en uacceptabel forskel i serviceniveau og kvalitet, der med et kulørt udtryk karakteriseres som “postnummerlotteri”.

En anden – beskæmmende – form for lotteri udgør fænomenet “social ulighed i sundhed”, hvor socialt udsatte – herunder stof- og alkoholafhængige – ofte trækker det korteste strå, når det handler om rettidig udredning, diagnostik og behandling.

Noget af miseren skyldes adfærd og ophobning af misbrugsrelaterede sygdomme, men en nok så væsentlig del udspringer af forskelle i evnen til at læse koden og cope med de sundhedsprofessionelle, men også de sundhedsprofessionelles manglende kompetencer i at læse og se de socialt udsatte borgere problemstillinger

Selskabet vil derfor arbejde aktivt for styrkelse af omsorgen for de socialt udsatte i sundhedsvæsenet. Det kan fx ske ved positiv særbehandling, VIP-ordninger og udbredelse af socialsygeplejersker og -overlæger på både somatiske og psykiatriske hospitaler.

DOBBELT DIAGNOSE

Efterslæbet i dansk psykiatri kalder på investeringer i milliardklassen til sengepladser, speciallæger, plejepersonale og forskning samt en særskilt adressering af den ulykkelige og udbredte kobling mellem en række sindlidelser og brug af rusmidler. Kommunerne og behandlingspsykiatrien har i årtier danset tranedans omkring denne sårbare patientgruppe, der med en eufemisme blot er “faldet mellem to stole”.

Forude venter en allerede aftalt overflytning af en del patienter fra de kommunale misbrugscentre til psykiatrisk regi. Spørgsmålet er imidlertid hvem og hvor mange, der skal flytte – og hvor længe? Og om særlige diagnoser, graden af sværhed eller kronicitet skal være afgørende. Man kunne ønske, at systemerne I stedet systemerne flyttede sig og indrettede sig i fælleskab. Med samarbejde, vidensdeling, fremskudte stuegange og fælles konferencer. Herved kunne mange patienter med stofproblemer og psykisk sygdom få en bedre behandling – under samme tag og med nærhed og helhedsorientering som et bærende princip.

Selskabet har ikke løsningen på problemet, men vil arbejde for at både kommuner og regioner rækker ud efter hinanden og bringer stolelegen til ophør.